Så blev det 2020 og det er nu et omkring et år siden jeg lagde mærke til den hævede lymfekirtel.
Til at starte med det positive er smagsløgene fortsat forbedret, jeg tænker sjældent over om der er noget jeg ikke kan spise, igen er meget tørt kød stadig ikke en nydelse, men det har det nu heller aldrig været for mig 🙂
Vægten er rimelig stabil og energien er helt tilbage på niveau, selv i den kolde og triste vinter.
Det mentale er desværre en anden sag, alle sensorer arbejder stadig på højtryk, alt hvad der gør ondt eller føles anderledes i kroppen gennem analyseres i det uendelige, jeg føler jeg tværtimod er gået nogle skridt tilbage der.
Frygten for ny kræft kommer nogle gange væltende ind og giver angst lignende symptomer. Jeg har lært nogle teknikker der kan håndtere det værste, men det er dræbende for krop og sjæl at tænke så meget på det og spille så meget tid med det.
Jeg vil for en sikkerheds skyld få tjekket op på de ting jeg kan mærke skiller sig ud (og det er ikke engang halsen), men jeg er lidt bange for at min krop så finder på nye undskyldninger og vil finde andre steder der gør ondt. Jeg tror det er mere end psykisk end fysisk kamp og det er desværre ikke unormalt når man har fået en sådan rystetur som jeg har og at al kræft nu engang kan metastasere ,selvom HPV typen meget sjældent gør det.