Behandlingen

  • Strålebehandlingen

Strålebehandlingen er den primære behandling- kemoterapien er udelukkende en supplerende behandling der forstærker effekten og prognosen.

Strålebehandlingen vil kraftigt forstærke oddsene for at eventuelle restceller med HPV i som ikke blev fjernet ved operatioen, bliver udslettet så du ikke skal komme igen ved tilbagefald – tro mig, du ønsker ikke at gennemgå denne behandling igen! 

Strålebehandlingsplanen var i mit tilfælde 33 behandlinger, 6 gange om ugen(jeps, også lørdag!) i 6½ uge.

Behandlingen foregår i et apparet kaldet en accelerator og behandlingen i sig selv er meget hurtig, fra jeg kom til forlod acceleratoren gik der omkring 20 minutter fordelt på følgende:

  • De første 6-8 minutter var ren kalibrering og positionering af  acceleratoren så den passede til min behandling.
  • 3-4 minutter var så selve strålebehandlingen.
  • Resttiden var tøj af og på.

Først får du designet din egen maske, hvilket er for at fiksere hovedet så behandlingen kun rammer det specifikke område, den skal du have på under behandlingen, det er ikke specielt ubehageligt og de 10-12 minutter det tager hvor du er fastlåst, går hurtigt. 

Under selve strålingen, vil du ikke mærke noget eller nogen smerte overhovedet, effekten af strålerne er forsinket og akkumulerede så længere inde i forløbet vil du typisk kunne mærke forværringen om aftenen.

Den første uge vil du ikke mærke nogen smerte, smagsløgene vil typisk begynde at forsvinde efter 4/5 behandlinger og de vil nok være rimelige døde efter uge 3. Jeg mærkede ikke rigtig smerte forårsaget af strålingen før uge 3 og dér kunne jeg holde den nede med Panodil frem til uge 5. Slimet begyndte langsomt efter uge 2 men var klart værst fra uge 4 til 1 uge efter behandlingen.

  • Kemoterapien

Cisplatin

Hvis du ikke er meget svagelig eller har dårlige nyrer vil du sandsynligvis blive tilbudt Cisplatin som kemo supplement. Dette gives intravenøst 5 eller 6 gange ,typisk en gang om ugen.

Cisplatin er meget effektivt i kombination med strålebehandlingen til at minimere chancen for tilbagefald, men det er en af de typer af kemoterapi, der har de værste bivirkninger og kan give alvorlige senfølger. Cisplatin kan give midlertidigt eller permanent høretab og nerve skader til fingre og ben – og det er ikke sjældne bivirkninger, statistikken for dem der oplever det er mellem 40-80 pct.!

Du vil få tonsvis af piller til at modvirke de alm. bivirkninger fra Cisplatin (de hjælper ikke imod risikoen for høretab og nerveskade), piller mod kvalme, smerter, tab af knoglemarv og som prikken på iet, piller der modvirker bivirkingerne fra de modvirkende piller!

Min erfaring med Cisplatin var at dagen hvor du får stoffet føler du ikke det store, men de næste 4 dage får du fuld valuta for pengene…

De modvirkende piller fjernede  kvalmen og reducerede influenza følelsen men de kunne ikke fjerne appetitløsheden hvilket i 2. runde gjorde det stort set umuligt for mig at spise noget i 3 dage, for flere detaljer se afsnittet om bivirkninger.

Som al kemo booster Cisplatin også bivirkningerne af strålerne så udover influenza følelse blev det bestrålede område endnu mere ømt.
Derudover følte jeg at min marginale men eksisterende tinnitus blev forstærket så efter to runder med Cisplatin, bad jeg om at få noget andetog fik Taxol/Paclitaxel

Taxol/Paclitaxel

Når du har haft “fornøjelsen” med bivirkningerne fra Cisplatin er skiftet til Taxol som at gå fra vinter til forår.

Selvfølgelig booster Taxol også strålingen og har de grimme influenza effekter, det er trods alt nærmest “Smadremanden” de sprøjter ind i dine årer, men sat op imod Cisplatin var det langt langt mindre ubehageligt .

Taxol kan tilgengæld give en allergisk reaktion, så du får antihistamin og den første gang bliver du overvåget i 30 min for at checke for dette.

Taxol kan også give hårtab, men oftest kun ved langt højere doser , jeg oplevedet det ikke.

Jeg ved ikke hvor stor forskellen i effektivitet i forhold til Cisplatin, men vær meget opmærksom hvis du tager Cisplatin. Der er en stor risiko for at Cisplatin giver permanente skader og hvis du føler at tingene går den forkerte vej, så fortæl onkologerne det med det samme!

  • Nimoral

Disse afskyeligheder i form af piller skulle forstærke stråleeffekten på cellerne, planen var at jeg skulle spise 5 af disse 2 timer før behandlingen, i alt 5*33= 165 piller!

De var rædselsfulde!, de gav kvalme, humørsvingninger og en virkelig grim eftersmag, jeg kunne kun klare en uge før jeg fortalte Herlev at jeg ville stoppe med disse piller importeret fra helvede, og det var de helt ok med.
Hvis de har ikke-HPV relateret hoved hals kræft er Nimoral en nødvendighed, men da HPV kræft i forvejen reagerer meget godt på strålebehandlingen som denne artikel beskriver, følte jeg at det ikke gav nogen som helst mening og fik aldrig en forklaring på hvorfor jeg skulle tage dem.
I

Smertestillende medicin

Morfin

Morfin er en kraftig og effektiv smertestiller ,én pille varer omkring 6 timer, du kan også få plaster der langsomt afgiver morfin i op til 72 timer.

Morfin har dog to primære bivirkninger, den første er hård mave, du skal tage laxativer samtidig med morfin for at undgå ubehageligheder, jeg behøves vist ikke at sige mere….

Den anden er fysisk afhængighed, når du er færdig med det, skal du udfase morfin langsomt, ellers kan opleve grimme bivirkninger rangerende fra søvnløshed til kramper.

Skriv et svar